Hvad fejler min hund?
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
Sygdomme der begynder med bogstav L.
Lammelser. Er mere et symptom end en diagnose. Tænk på blodpropper, diskusprolaps, forgiftninger, infektioner, hundegalskab, pølseforgiftning og spondylose. Se disse. Læg mærke til om lammelserne er delvise eller totale. Er lammelsen kommet pludselig eller langsomt. Startede den forfra og breder sig bagud, eller starter den bagtil og breder sig fremad.
Ledbetændelse./Arthritis. Relativt sjældent hos hund. Hold andre lidelser i tankerne. Rammer især de større led. Hævet, varmt ømt evt. misfarvet (hvis det kan ses) led. Leddet virker fast. Hunden tager ikke støtte på benet eller halter voldsomt. Ingen til let feber. Hunden virker egentlig ikke syg. Rammer ofte led, der i forvejen fejler noget (for eksempel osteochondrose). En speciel form for ledbetændelse ses ved sygdommen Borreliose, som skyldes smitte af en bakterie (Borrelia burgdorferi) via en inficeret skovflåt. Giv store doser penicillin. Se penicillinbehandling.
Ledskred. Luksation. Tager ikke støtte. Store smerter. Abnorm holdning af benet. Ved undersøgelse abnorm bevægelighed af leddet. Findes især i de større led. Hofteledsluksation (se dette) og knæskalluksation (se dette). Er der kun tale om et delvist ledskred, så kaldes lidelsen subluksation. Helbedøvelse (se dette). Reponering (sæt leddet på plads) og forbinding i 2 til 3 uger. Smertestillende medicin i starten (se dette).
Leverbetændelse. Kaldes også hepatitis. Giver gulsot, hvilket er en gulfarvning af slimhinderne. Årsagen er ofte en infektion med et virus eller en bakterie. Vore hunde bliver rutinemæssigt vaccineret imod den virusbetingede, smitsomme leverbetændelse. Giv dobbelt penicillindosis i 14 dage. Giv endvidere væsketerapi (se dette). Hvis behandlingen ikke hjælper så afliv dyret.
Livmoderbetændelse. Forøget tørst. Feber. Flåd fra skeden (ikke altid). Hævet underliv (ikke altid). Hævet skede (ikke altid). Forstyrret almenbefindende. Slikker sig meget i skeden. Der findes en lukket form for livmoderbetændelse (pyometra). Her kommer der ikke flåd fra skeden, idet det forbliver inde i hunden. Hanhundene viser stor interesse for den syge skede. Tæven har oftest sygelig trang til vand, så meget at den ofte brækker sig af al det vand den drikker. Giv penicillin i 10 dage. Giv livmodersammentrækkende medicin (ikke ved pyometra, da det kan sprænge livmoderen). Dette hedder Methergin® tabletter. Styrken er 0,125 mg og der gives tre tabletter daglig i 8 dage (standarddosis til almindelig hund på 20 til 40 kg). Ofte ender en pyometra med operation, hvor livmoderen fjernes.
Livmoderfremfald. Livmoderprolaps. Hel eller delvis fremfald af livmoderen ud igennem skeden. Ses sjældent men kan forekomme efter en svær fødsel. Hunden bedøves og livmoderen rengøres og smøres ind i en penicillinsalve for eksempel Fucidin® salve. Efter indsmøring skubbes livmoderen forsigtigt ind. Evt. ved hjælp af instrumenter. Skeden sys til så kun urin kan passere. Skeden holdes tilsyet i 10 dage. Der gives en penicillinkur (se dette).
Lokalbedøvelse. Anvendes hvis kun et mindre parti på hunden ønskes gjort smertefrit. Der anvendes for eksempel Xylokain® 2 %. Der indsprøjtes ca. 1ml under huden for hver kvadratcentimeter hud, som ønskes bedøvet. Efter ca. 10 minutter er den bedøvende effekt indtrådt. Virkningen varer ca. 1 ½ time. Xylokain med noradrenalin® kan også anvendes. Lokalbedøvelse af et hudområde kan også opnås ved indgnidning eller påføring af lokalbedøvende salver, cremer eller linimenter. Eksempler er Lidokain® salve eller liniment på 5 %, Xylokain® salve eller creme på 5 % og Benzokain-salol® liniment.
Lopper. Hos hunden forekommer både hunde- og kattelopper. Forskel ses under mikroskop. Hundeloppen har firkantet hoved uden “ skæg”. Katteloppen har affladet hoved (“fladpandet”) og “skæg”. Anvend en lille forstørrelse (10x). Hundeloppen laver sjældent problemer. Kattelopper forårsager oftere allergiske reaktioner med voldsom kløe og eksem. Vask hunden i en loppeshampoo og indpudr den derefter to gange ugentlig grundigt i et loppepudder. Et rigtigt godt forslag er Absolut® pudder. Ved loppeallergi giv antihistamintabletter (for eksempel høfeber eller allergitabletter til mennesker) eller giv en kortisonbehandling. Husk også at afloppe hjemmet eller der hvor hunden ellers opholder sig (sover). Der findes et hav af andre præparater. De er alle rigtig gode og det afhænger ligeså meget af dit temperament og forhold til giftstoffer som er afgørende for dit valg af præparat. Eksempler kunne være: Frontline Vet®, Expot Vet®, Advantage Vet®, Bayvantic Vet®, Cyclio Vet ® og Sebacil Vet® (især ved skab).
Luft under huden. Se emfysem.
Lugtesans. En hund har en særdeles veludviklet lugtesans. Dens lugteevne er fra 800.000 gange (når den er mæt) til 2.4 millioner (når den er sulten) gange bedre end menneskets. Lugtesansen fungerer bedst ved en relativ fugtighed mellem 45 til 65 %. En sulten hund har en lugtesans der er tre gange bedre end en mæt hund. Hunden kan skelne mere end 2000 lugte fra hinanden på én gang. Husk lugteevne er forskellig fra lokalisationsevne. En hund kan opfange utænkelige små duftkoncentrationer, men den kan have svært ved at lokalisere store koncentrationer af samme duftstof! Årsagen forklares af “asketeorien”, der fortæller at en hund normalt søger mod stigende koncentration. Er der en lige kraftig duft af et pågældende stof omkring hunden kan asketeorien ikke opfyldes. Hunden kan lugte stoffet men ikke lokalisere (finde) det. En hund kan skelne færte/dufte fra hinanden, dvs. den kan følge et individuelt spor. En hund der kan lugte en duft/fært behøver ikke absolut at vise dette. Den søger nemlig videre til den finder den stærkeste kilde til lugten. Det er derfor den følger et spor og ikke begynder at spise jorden bare fordi der har ligget et ”fødeemne” på stedet. Forsøg jeg har været med til, viste at hunden let kan finde duftkoncentrationer på 1:175.000. Dufte/fært kan let holde sig i årevis på stedet afhængig af hvilket underlag duften afsættes på/i. Hunde kan let lugte igennem vand. Duftmolekyler (molekylevægte omkring 300) er nemlig lettere end vand og stiger derfor op til overfalden. Dette muliggør at ”lære” (den kan det i forvejen) en hund op i at følge et spor igennem vand.
Lumbo-sacral-syndrom/L7-S1-syndrom. En forsnævring af ryggens hvirvelkanal, så der opstår et tryk på bagerste del af rygmarven. Egentlig er det en sammenklemning af rygmarvens forlængelse, som består af et bundt nervetråde. Disse kaldes Cauda Equina (betyder hestehale). Lidelsen kan have flere årsager. Den hyppigste er dog en forskubning/drejning af den eller de sidste to ryghvirvler. Sikrest stilles diagnosen med røntgen og endnu bedre ved en røntgenkontrast undersøgelse (myelografi). Hunden får tiltagende rygsmerter, vil ikke springe op i bilen eller piber når den gør det. Hunden trækker måske på det ene ben. Senere indtræder slingerhed af hele bagparten. I slut stadiet kan hunden være helt lam i bagparten. Behandlingen kan deles i tre afhængig af hundens alder og lidelsens alvorlighed. 1. Ingen, henholdsvis smertestillende medicin. 2. Steroidbehandling eller 3. Operation. Er hunden først så langt ude, at den skal opereres bør det stærkt overvejes, om den det vil hjælpe hunden.
Lungeorm. Angiostrongylus vasorum. Også kaldet den franske hjerteorm. Det er misvisende synes jeg, idet det egentlig primært er en lungeorm. Ormen eller parasitten gennemgår forskellige stadier fra æg gennem et antal af larvestadier for til sidst at ende som en voksen orm. For at opnå dette skal ormen leve i to forskellige dyr eller værter. Den ene skal være en hund (eller ræv) og den anden skal være en snegl. Både snegle med hus og snegle uden hus duer. Det er ligegyldigt i hvilken rækkefølge dette sker. Det dyr eller snegl der huser den voksne orm eller den æglæggende del af ormen kaldes slutværten, mens det dyr eller snegl der huser de umodne larver kaldes mellemværter. Det vil sige at smitten ”render frem og tilbage” mellem for eksempel hund og snegl. Ikke imellem hund og hund eller snegl og snegl. For at blive smittet skal en hund (eller ræv) spise en snegl (Gør din hund det??). Under fordøjelsen frigøres ormen fra sneglen i hundens tarmkanal og går igennem mavesækkens eller tarmens væg. Herfra går det videre til hjertet. Det tager ca. 10 dage. I hjertet og de tilstødende blodkar lægger hunnen æg. Disse æg kommer så op i lungerne hvor de klækkes. Hunden hoster nu de umodne larver op og sluger dem igen. Larverne passerer nu igennem tarmkanalen og ud i afføringen, der så skal spise af en snegl. Her udvikles larven videre og venter så på at sneglen skal spises af en hund (eller ræv). Set lidt på afstand er det hele lidt af et hygiejne problem. Er der mange hunde der skider tæt? Er der mange snegle? Er der mange hunde der æder snegle? Får du ikke fjernet hundelort hos dine hunde, men lader dem ligge så sneglene kan æde dem? Ja, så har du måske lidt selv skylden.
Sygdom er kun betinget farlig for hunde (og ræve). Mange dyr går rundt med lungeorm i måneder eller år uden at have symptomer. Dyrets modstandskraft, racevariationer(!), alder og andre sygdomme er medvirkende faktorer til at det kan gå galt. Når symptomerne kommer, kan de variere fra let hoste til træthed, manglende appetit og vægttab. Retfærdighedsvis skal det lige nævnes at visse forfattere skriver at hunde indbyrdes kan smitte hinanden, hvis de altså spiser hinandens lorte.
Sygdommen bekræftes ved at undersøge en afføringsprøve. Tre på hinanden følgende dage opsamles en lille portion afføring og denne undersøges så af et laboratorium. Syge hunde skal foruden at få en grundig ormekur også behandles mod følgesygdommene. For eksempel hoste, bronchitis eller lungebetændelse.
Lungebetændelse. Hoste. Feber (se under normalværdier). Forstyrret almenbefindende. Flåd fra begge næsebor. Måske betændte øjne. Puster mere end normalt (se under normalværdier - respiration). Evt. cyanose. Penicillin i 15 dage (se dette). Tænk på hundesyge (se dette).
Lungehindebetændelse. Se under pleuritis.
Lus. Ses meget sjældent! Findes kun under meget dårlige hygiejniske forhold. Der ses lus og luseæg i hundens pels. Smitter meget. Hunden klør sig kraftigt og har mange kraftige skæl. Resulterer som regel i hudbetændelse og eksem, idet hunden ved den voldsomme kløen og kradsen ødelægger sig selv. Vask hunden i Sebacil® én gang ugentligt i tre uger. Sørg for grundig rengøring der, hvor hunden færdes. Der findes to former for lus hos hunden, en skælædende lus og en blodsugende lus. Kan skelnes på hovedformen under en 10x forstørrelse. Den skælædende har et “rundt” snudeparti, mens den blodsugende har et mere spidst snudeparti.
Lyskebrok. Se under brok.
Læbesvamp. Tørre, skorpede, sprukne, hævede læberande især i mundvigene. Smør med blødgørende midler. Endnu bedre Dixanthogen olie 5% eller Brentan® creme 2%. Sejlivede tilfælde brug da Brentacort® creme. Er der mistanke om en bakterieinfektion oveni så brug øredråber. De indeholder både svampedræbende, bakterieræbende ofte også let smertestillende medicin.
Løbetidsregulering. Løbetiden (brunsten) kan reguleres hos hunhunden. Den kan udsættes eller fremskyndes. Medroxyprogesteronacetat 50 mg s.c. (under huden) en måned før forventet løbetid udsætter løbetiden én periode. Medroxyprogesteronacetat forhandles blandt andet som præparatet Promon® 50 mg/ml. Fremskyndelse (igangsættelse) af brunst kan for eksempel ske med østradiol og choriongonadotropin. Dette anbefales ikke, da det ofte giver en dårlig brunst og en dårlig befrugtningsprocent. Vent hellere til den normale brunst kommer. Se sterilisation. Se kastration.
Løgforgiftning. Indtagelse af store mængder almindelige spiseløg kan give brækninger og diarre. Senere kan det give blodmangel. Både rå og tilberedte løg kan forgifte. Behandlingen er symptomatisk.
Lårbensbrud. Se benbrud.
Malabsorption/Maldigestion. Nedsat optagelse af næringsstoffer, vitaminer og mineraler som følge af funktionsforstyrrelse og utilstrækkelig fordøjelse i tyndtarmen. Er mere et symptom end en diagnose. Find årsagen til malabsorptionen. Tænk for eksempel på forkert mavesyre, bugspytkirtel funktionsforstyrrelse, sukkersyge, leverlidelser, kræft og kroniske forgiftninger.
Mastitis. Se yverbetændelse.
Mavedrejning. Akut ofte dødeligt forløbende sygdom især hos de større racer. Hunden spiler kraftig op bag ribbenene og har store smerter. Den forsøger at brække sig, savler og stønner evt. besværet åndedræt evt. med åben mund. Senere i stadiet shock og død. Hurtig behandling er nødvendig. Forsøg at føre en slange ned gennem spiserøret og ned i maven for at tage trykket. Bedøv evt. hunden. Lykkes dette ikke overvej operation eller aflivning. NB! Hunden må ikke lide. Operation kræver absolut tilstedeværelse af en specialist. Forebygges ved mindre portioner foder, der så til gengæld gives oftere.
Mavekatar. Sejt slim og skum brækkes op eventuelt blandet med galde (gulligt). Appetitløshed. Forøget tørst. Kan skyldes mange ting. Lige fra fremmedlegemer og stress over forgiftninger til infektioner. Faste i et døgn. Derefter blødt foder i nogle dage. Evt. en “penicillin” behandling. For eksempel Amoxicillin 375 mg tabletter. To tabletter daglig i 4 til 10 dage. Ved fremmedlegemer er hundens almenbefindende som regel ikke forstyrret. Det er det til gengæld ved forgiftninger og infektioner.